Vinder af Social Iværksætterpris 2015

 

Vinder af Social Iværksætterpris 2015 blev Reachi, der er et robust kommunikationssystem baseret på mesh teknologi til katastrofeområder.

 

Optakten til Social Iværksætterpris 2015 startede allerede sidste efterår med oplysningsarrangementer og workshops med mere end 300 deltagere. I februar deltog 120 potentielle sociale iværksættere på to 3-dages ideudviklingscamps.
65 sociale forretningsideer blev indsendt i den endelige konkurrence, og d. 16. april blev prisen så overragt til Reachi ved et finaleshow i Kph-Projects lokaler på Enghavevej i København. Her var ca. 150 deltagere mødt op for, ved sms afstemning, at være med til at kåre vinderen.

Reachi

Ida Stougaard Andersen og Pernille Skjødt fra Reachi fik overagt Prisen på de 50.000 kr. af Peter Nørgaard direktør for Creative Company og medlem af Rådet for socialøkonomiske virksomheder 
Udover prisen får vinderen mulighed for at deltage på Social StartUps Sommer Bootcamp, 2x2 timers sparringssessioner med forretningsudviklere hos Social StartUp og 5 timers juridisk bistand fra Advokaterne Foldschack & Forchammer.

 

Reachis kommunikationssystemet kan linke Røde Kors koordinatorer med lokale frivillige, som kan kommunikere fra en mobil enhed uden adgang til mobilmaster. På den måde kan Røde Kors få et overblik over katastrofens omfang og de behov, der er for hjælp. Det er et overblik det er svært eller umuligt at få, når mobiltelefoner og radionetværk ikke fungerer.

 

Basalt set er Mesh et alternativ til traditionelt bredbånd. Det består af et antal enheder, der kobler sig til hinanden i et netværk, i stedet for at koble sig på den samme mobilmast. Hvert knudepunkt kan kommunikere med et andet knudepunkt. Hvis et knudepunkt går ned, kan netværket helbrede sig selv, hvilket betyder, at udfald er sjældne.
En af grundene til, at det nu er muligt at bruge mesh i større skala, er at teknologien er blevet bedre. Batterierne holder strøm længere og radioteknologien er blevet stærkere og billigere. Reachis enhed kan holde strøm i næsten 100 dage. Enheden er designet til at blive opladet fire gange årligt ved hjælp af en 100 mAh solpanel, der kan blive integreret på bagsiden.
(Kilde: Alexandra Instituttet)

 

Enheden er udviklet af de to industrielle designere Ida Stougaard Andersen og Pernille Skjødt og Senior IT Solution Architect Jan Neerbek fra Alexandra Instituttet i samarbejde med bl.a. opfinder Jack Fridthjof, CEO Ulrik Merrild fra Triion ApS og Dansk Røde Kors.
Ida Stougaard Andersen og Pernille Skjødt har udviklet enheden efter at have lavet feltstudier på Filippinerne i nogen af de områder , der blev ramt af supertyfonen Haiyan i november 2013.
Hvis Reachi fungerer i praksis, kan det blive et meget stærkt rapporteringsværktøj, som kan give filippinsk Røde Kors det manglende overblik over en katastrofe.

 

Læs mere om Reachi i artikel på Alexandra Instituttets hjemmeside: Klik her! 

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981