Vaskeriet - ny socialøkonomisk virksomhed i Aarhus

 

Tirsdag d. 3. januar 2017 åbnede den socialøkonomiske virksomhed ”Vaskeriet - en øvebane for udviklingshæmmede” i Søvangens fællesvaskeri på Annettevej 2A i Brabrand ved Aarhus.

 

Foreløbig har Vaskeriet åbent tirsdage og torsdage fra kl. 8.30-16.00, hvor man kan indlevere sit vasketøj og afhente det nyvaskede tøj senere på dagen. Skal man tidligt på arbejde, kan man ringe og lave en aftale. Så åbner personalet vaskeriet lidt tidligere. Har man ikke mulighed for selv at komme med sit vasketøj, kan Vaskeriet hente og bringe det.

 

Vaskeriet har lånt en del af boligforeningen Søvangens fællesvaskeri, som er en afd. i Brabrand Boligforening. På den måde har virksomheden undgået at skulle ud og investere i dyre maskiner, men kan få en stille og rolig opstart ved at bruge allerede eksisterende ressourcer.

 

Bag Vaskeriet står de to socialpædagoger og hverdagsaktevister hos Sager der Samler, Katrine Knudsen og Pia Stabell Hjort. De har i mange år samarbejdet med udviklingshæmmede unge og voksne gennem forskellige projekter. Pia og Katrine har bl.a. modtaget Århus Kommunes Handicappris i december 2015 for projektet ”Sammen om DHL Stafetten”.
Realiseringen af Vaskeriet er en gammel drøm om at lave et sted, hvor udviklingshæmmede kan få mulighed for at være en del af et arbejdsfællesskab og på den måde få kan få en ”øvebane” i forhold til arbejdsmarkedet.
Vaskeriet vil kunne udføre opgaver både for private, det offentlige og for virksomheder, og ønsker på sigt at kunne oprette både skåne- og fleksjob.
Vaskeriet arbejder med medborgerskab og fællesskab som vigtige temaer i projektet, og ønsker at bygge bro mellem mennesker, for i Vaskeriet kan man bidrage med det man kan og få opbakning til det man drømmer om.

 

Pia og Katrine trækker på deres mangeårige erfaring med at skabe begejstring og inkluderende fællesskaber, og tager afsæt i borgernes egne ønsker for hvad de har lyst til at arbejde med (praktiske vaskeriopgaver, kundekontakt, transport etc.). De to tror på, at alle har noget at bidrage med, men ikke alle får muligheden for at vise sit værd. Vaskeriet er et initiativ, der vil give mennesker en chance for at vise, at også de har noget at tilbyde.

 

Vaskeriet fungere som en socialøkonomisk virksomhed. Men den bliver mere end det – der bliver også tale om et sted, hvor en overset gruppe af mennesker får lov til at bidrage til fællesskabet såvel som egen udvikling og identitet. For når bidraget til fællesskabet stiger, følger livskvaliteten med. Udgangspunktet for Vaskeriet er derfor at skabe en tryg og indbydende arbejdsplads, hvor udviklingshæmmede mennesker kan prøve sig selv af i forskellige funktioner og arbejdsroller. På den måde er de med til at skabe værdi, fordi de selv er med til at skabe deres eget liv.

 

Vaskeriet er et udtryk for en ny aktivisme, hvor mennesker selv går i gang og skaber det, der mangler. Når Vaskeriet på denne måde opbygger nye fællesskaber, er det med til at udvikle vores samfund og styrke demokratiet.

 

Bæredygtighed
Det er tanken at Vaskeriet skal være bæredygtigt på så mange parametre som muligt. Det indebærer foruden at skåne miljøet ved at bruge alternativ energi, genanvende vand/varme og bruge vaskepulver der er miljøvenligt. Herudover er det målet, at sidemands oplæringen af udviklingshæmmede mennesker foregår inden for virksomhedens egne rammer. Det betyder, at de ansatte skal opnå kompetencer til at oplære hinanden og således udgøre fundamentet for både egen og virksomhedens udvikling.
Pia og Katrine står selv for den daglige ledelse og udfører i samarbejde med de ansatte de dagelige opgaver i vaskeriet. Foruden miljø og økonomi tror de to på, at Vaskeriet kan blive socialt og demokratisk bæredygtigt, fordi det kommer til at skabe en platform for mennesker mødes på kryds og tværs og på en naturlig måde skaber et kontinuerligt fællesskab.

 

Herudover vil de to gerne gøre Vaskeriet til det hyggeligste vaskeri i Aarhus, hvor der altid er tid til en kop kaffe og en snak.

 

For yderligere information om Vaskeriet er man meget velkommen til at kontakte Pia og Katrine
Pia: piastabellhjort@live.dk
Katrine: kat_knudsen@hotmail.com

 

Se indslag i TV2 Østjylland fra Vaskeriets åbning her

Se også: Vaskeriets facebookside 

 

Fotos fra åbningen af Vaskeriet d. 3. januar 2017

Vaskeriet - en øvebane for udviklingshæmmede

Vaskeriet - en øvebane for udviklingshæmmede 

På fotoet ses bagerst Pia Stabel Hjort og Katrine Knudsen sammen med Lotte Larsen og Katja Sønderbæk

Vaskeriet - en øvebane for udviklingshæmmede

På fotoet ses Katrine Knudsen og Pia Stabel Hjort sammen med Keld Lauersen, direktør for Brabrand boligforening.

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981