The Pachamama Alliance – Et globalt fællesskab

 

03.08.2017

 

The Pachamama Alliance er et globalt fællesskab mellem den moderne verden og de oprindelige befolkninger verden over. Kombinationen mellem de oprindelige befolkningers unikke indsigt i naturen samt den moderne verdens viden, skaber et solidt fundament i kampen for en bæredygtig verden.

 

The Pachamama Alliance er en not-for-profit organisation der opstod i mødet mellem Achuar-folket i Amazonas regnskov og Parret Bill og Lynn Twist fra USA. Achuar-folket så hvordan olieselskaber ødelagde regnskoven og udtrykte stor bekymring derom. Derfor inviterede Achuar-folket en gruppe personer fra den moderne verden til regnskoven, så de kunne se den negative udvikling med egne øjne. I gruppen var parret Bill og Lynn Twist, som efterfølgende besluttede sig for at tage handling, hvorfor The Pachamama Alliance blev grundlagt i 1995.

 

Formålet med organisationen er at støtte de oprindelige befolkninger verden over, i at bevare deres unikke kultur og livsstil i overensstemmelse med naturen. Organisationen uddanner de oprindelige befolkninger i emner som menneskerettigheder og sundhed, med det mål for øje at de opnår høj grad af selvstændighed og kendskab til egne rettigheder. Til gengæld fungerer de oprindelige befolkninger som inspiration og ressource til uddannelse af personer verden over i at leve bæredygtigt.

 

Med andre ord er nøgleordene hos The Pachamama Alliance; uddannelse, aktivisme og globalt fællesskab. Organisationen tilbyder forskellige uddannelsesprogrammer med henblik på at øge bevidstheden omkring klima, miljø og bæredygtighed samt inspirerer folk til selv at tage handling.

 

Læs mere på: www.pachamama.org

 

Pachamama Alliance video 

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981