Socialøkonomi i Jammerbugt KommunePartnerskabsaftale mellem socialøkonomiske virksomheder og Jammerbugt Kommune

 

16.04.2018

 

 

Hvordan er status for kommunernes arbejde med socialøkonomi? Det spørgsmål stiller vi skarpt på i en række artikler i nyhedsbrevet. Her har vi stillet et par spørgsmål til Peter Mortensen, konsulent for socialøkonomiske virksomheder om, hvordan det går med socialøkonomien i Jammerbugt Kommune.

 

Har I en strategi for socialøkonomiske virksomheder eller en aftale?
Ja – kommunen har indgået en partnerskabsaftale med seks socialøkonomiske virksomheder bosat i Jammerbugt Kommune.
Aftalen kan ses her

 

Bruges strategien aftalen aktivt?
Ja – partnerskabet er forankret i en følgegruppe med borgmesteren for bordenden, samt politikere og ledende embedsmænd fra social- og beskæftigelsesforvaltningen. Følgegruppen mødes min. fire gange årligt og drøfter nye initiativer og tiltag der kan fremme den socialøkonomiske virksomhedsform.

 

Hvad ønsker kommunen at opnå gennem en prioritering af socialøkonomiske virksomheder?
Partnerskabsaftalens formålsparagraf giver svaret på spørgsmålet: Det overordnede formål med aftalen er, at styrke sammenhængskraften mellem den socialøkonomiske virksomhedsform og Jammerbugt Kommunes interesser og interessenter inden for f.eks. beskæftigelses- og socialområdet, samt inden for erhverv- turisme- og landdistriktsudvikling. Herunder eksempelvis:
- At synliggøre de eksisterende socialøkonomiske virksomheders styrker, svagheder og udviklingspotentialer.
- At styrke de socialøkonomiske virksomheders bæredygtighed og forretningsgrundlag.
- At udvikle og præcisere socialøkonomiske virksomheders rolle i beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen.
- At øge antallet af ordinære arbejdspladser i de socialøkonomiske virksomheder.
- At øge de socialøkonomiske virksomheders samhandel og samarbejde med erhvervslivet og det offentlige.
- At udvikle og afprøve modeller for hvordan de socialøkonomiske virksomheder kan bidrage til landdistriktsudviklingen.
- At udbrede kendskabet til den socialøkonomiske tankegang i, og udenfor kommunen.
- At udvikle og afprøve modeller for nye typer af socialøkonomiske virksomheder, herunder afknopning fra private virksomheder.
- At udvikle og afprøve modeller for inddragelse af frivillige i samspil med socialøkonomiske virksomheder.
- At udvikle og vedligeholde en kommunal strategi for området.

 

Hvor mange socialøkonomiske virksomheder har I i kommunen? (og hvor mange jobs har de skabt til udsatte?)
Der er seks SØV i Jammerbugt Kommune. Sammensætningen af medarbejdere i de seks virksomheder er senest opgjort i foråret 2016:
Ordinære: 43
Tilskudsjob / fleksjob: 81
Øvrige, vikarer Ungarb.: 21
Frivillige: 35

 

Hvor mange er registrerede socialøkonomiske virksomheder? (og hvor mange jobs har de skabt til udsatte?)
Alle seks virksomheder er registrerede. Se endvidere ovenstående.

 

Er der en speciel politik om at kommunen kun samarbejder med RSV?
En betingelse for optagelse i partnerskabet er, at virksomheden lader sig registrere.

 

Hvilke erfaringer har kommunen med RSV ordningen?
Ordningen sikrer at der er transparens i virksomheden, f.eks. at der ikke trækkes midler ud af virksomheden til ejere eller holdingselskaber. Det er helt centralt for kommunen, at de SØV vi samarbejder med har orden i egne rækker og at der ikke kan drages tvivl om virksomhedernes etiske kodeks. Helt generelt mangler der dog en afrapporteringsvejledning til virksomhedernes økonomiansvarlige og deres revisorer. Vi har påpeget dette overfor Erhvervsstyrelsen og håber, at der i forbindelse med lovens revision kommer fokus på dette fra centralt hold. Vi overvejer at udarbejde en lokal vejledning til hvordan en RSV kan afrapportere og dokumentere at de efterlever lovens fem kriterier.

 

Hvilke aktiviteter har kommunen iværksat for at fremme socialøkonomiske virksomheder?
Vi udvikler løbende flere tiltag specielt målrettet SØV og sociale iværksættere. F.eks.:
- Specialiseret iværksætterrådgivning fra erhvervskontoret målrettet sociale iværksættere
- Erhvervsmentorordning
– køb en erfaren erhvervsmand til sparring på en specifik udfordring
- Campforløb / kurser om forretningsudvikling og salg i SØV
- Kurser om lovgivning målrettet SØV
- Iværksættercafé for sociale iværksættere
- Erhvervsfremmesystemets Vækst Iværksætterordning for virksomheder med et vækstpotentiale tilbydes til SØV med potentiale herfor.
- Vi markerer Social Enterprise Day med forskellige aktiviteter rundt i kommunen.

 

Hjælper kommunen f.eks. med sparring til socialøkonomiske virksomheder og hvordan?
Ja – se ovenfor.

 

Arbejder kommunen aktivt med indkøbspolitik i forhold til de socioøkonomiske virksomheder i kommunen?
Ja – Kommunens intranet for indkøbere har et særligt afsnit om indkøb hos socialøkonomiske virksomheder. I afsnittet kan indkøberen læse hvornår man som indkøber må købe varer og tjenesteydelser hos SØV. Der er endvidere en oversigt over vare- og tjenesteydelser der sælges af de seks SØV i kommunen. Til efteråret planlægges et orienteringsmøde for alle kommunens indkøbere om indkøbsmuligheder hos SØV. De seks SØV i partnerskabet inviteres til deltagelse med en stand med eksponering af virksomhedernes produkter og tjenesteydelser.

 

For yderligere information kan man kontakte Peter Mortensen på: tlf. 41 91 14 84 Email. pmn@jammerbugt.dk

 

Se også SED´s overblik over kommunale strategier for socialøkonomiske virksomheder her 

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981