Socialøkonomi i Aalborg Kommune – status september 2018

 

24.09.2018

 

Hvordan er status for kommunernes arbejde med socialøkonomi? Det spørgsmål stiller vi skarpt på i en række artikler i nyhedsbrevet. Her har vi stillet et par spørgsmål til Frida Terp, forretningsudvikler og ansvarlig for socialøkonomiske virksomheder om, hvordan det går med socialøkonomien i Aalborg Kommune.

 

Har I en strategi for socialøkonomiske virksomheder eller en aftale?
I Aalborg Kommune har vi pr. 01.01.16 ansat Frida Tarp som socialøkonomisk konsulent i BusinessAalborg, som er kommunens erhvervsafdeling. Frida rådgiver virksomheder og iværksættere, som vil socialt ansvar og socialøkonomi. Vi har valgt ikke at have en fast strategi, men at lade indsatsen følge de initiativer, virksomheder og personer, der vil noget på området. Og det er der heldigvis flere og flere, der vil. For os er det ikke et krav, at virksomhederne skal lade sig registrere, og vi har lige så stort fokus på at samle og supportere de virksomheder, som vil socialt ansvar bredere set. Fordi de har en volumen til at gøre en stor forskel ift. beskæftigelse af folk på kanten af arbejdsmarkedet. Socialøkonomi kan være meget andet end beskæftigelsesrettet, men vi oplever fortsat, at det er den del, der har det største fokus blandt virksomhederne og iværksætterne.

 

Bruges strategien aftalen aktivt?
Se ovenstående. Kommunen har valgt ikke at have en fast strategi

 

Hvad ønsker kommunen at opnå gennem en prioritering af socialøkonomiske virksomheder?
Når vi som kommune vægter socialøkonomi og har en fokuseret indsats på området, handler det om, at vi gerne vil hjælpe vores virksomheder så fokuseret og relevant som muligt. Vi oplever, at flere og flere iværksættere vægter andet end profit, og derfor er det vigtigt, vi griber dem og har én indgang på området. Vi ser samtidig, at bæredygtighed og verdensmålene er prioriterede områder hos iværksætterne, og der skal vi også kunne hjælpe.

 

Indsatsen handler samtidig om, at vi som kommune giver et realistisk billede af, hvad det indebærer at starte og drive en socialøkonomisk virksomhed. For det hedder virksomhed til efternavn, og forretningsudviklingsdelen er nødvendig og afgørende for, om virksomheden nogensinde kommer til at gøre den sociale forskel. Det er vigtigt, at virksomhederne forstår, at socialøkonomisk virksomhed ikke er en genvej til forløbssalg til kommunen, for vi ønsker os som sådan ikke flere nye andenaktører, men bæredygtige virksomheder, der har virksomhedsaktiviteter ud over forløb.

 

Hvor mange socialøkonomiske virksomheder har I i kommunen? (og hvor mange jobs har de skabt til udsatte?)
Det er tal, vi ikke har, fordi vi ikke lader registreringen være det afgørende.

 

Hvor mange er registrerede socialøkonomiske virksomheder? (og hvor mange jobs har de skabt til udsatte?)
Sammensætningen af medarbejdere:
Ordinært ansatte:
Fleksjob og skånejobs:
Etablerede forløb (f.eks. praktikker mhb. På ansættelse):
Frivillige:
Se ovenstående. Det tal har Kommunen ikke.

 

Er der en speciel politik om at kommunen kun samarbejder med RSV?
Se ovenfor

 

Hvilke erfaringer har kommunen med RSV ordningen?
Vi har ingen registreringer, vi har været en del af. De stærke spillere på området som f.eks. Huset Venture Nordjylland og Special Minds håndterer selv den del.

 

Hvilke aktiviteter har kommunen iværksat for at fremme socialøkonomiske virksomheder?
Se herunder.

 

Hjælper kommunen f.eks. med sparring til socialøkonomiske virksomheder og hvordan?
- Gratis rådgivning til sociale iværksættere og virksomheder
- Hjælp til adgang til programmer via Væksthus Nordjylland
- Støtter kontakten mellem sociale iværksættere og etablerede virksomheder ift. samarbejde og samhandel
- Støtter op om Sociale Entreprenører og Socialøkonomi Nordjylland
- Arrangerer startup caféer for iværksætterne
- Matcher virksomheder gennem fokus på verdensmålene
- Bruger en task force af erhvervsledere til at fremme det sociale ansvar generelt via www.småjobmedmening.dk og fremmer på den måde øvrige virksomheders fokus på beskæftigelse af fol på kanten af arbejdsmarkedet.
- Holder øje med tendenser inden for området – f.eks. sociale investeringer, verdensmål, bæredygtighed

 

Arbejder kommunen aktivt med indkøbspolitik i forhold til de socioøkonomiske virksomheder i kommunen?
Vi arbejder i kommunen med at fremme cirkulære indkøb og søger i den sammenhæng at indtænke samarbejde og samhandel med socialt ansvarlige virksomheder. F.eks. har vi i 2017 vundet prisen for Danmarks bedste udbud blandt kommuner med et udbud omkring læringsmiljøer, som indtænker værksteder og sociale virksomheder som underleverandører til den virksomhed, som vandt udbuddet og derfor skal tage brugte skolemøbler med i indretningen af nye miljøer og sikre størst mulig genanvendelse og reparation af eksisterende møbler.

 

I den sammenhæng har Frida Tarp hjulpet de virksomheder, som bød på opgaven med at finde relevante samarbejdspartnere lokalt.

 

For yderligere oplysninger kontakt: Frida Tarp på: tlf. 25 20 01 31 eller email. frit@aalborg.dk

 

Se også: 
Socialøkonomi i Roskilde Kommune – status august 2018  
Socialøkonomi i Slagelse Kommune – status juni 2018 
Socialøkonomi i Silkeborg Kommune – status 2018 
Socialøkonomi i Jammerbugt Kommune - status 2018 

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981