Sociale iværksætter eventyr - Thor Thorøe

 

Tid: Fredag d. 9. marts 2018 kl. 15.00-17.00 
Sted: VIA University College - Studentervæksthuset på Campus C, lokale E0.05, Ceresbyen 24, Aarhus
Se hele arrangementet på video her

 

 

Sociale Entreprenører i Danmark afholdt d. 9. marts 2018 arrangementet Sociale iværksættereventyr med Thor Thorøe fra Social Fodies i Studentervæksthuset på Campus C i Ceresbyen i Aarhus. Arrangementet blev afholdt i samarbejde med VIA University College.
Der var 33 deltagere. 

Thor Thorøe fra Social Foodies fortalte til arrangementet om sin iværksætterrejse, hvor han både har stået bag den succesfulde iskæde Paradis Is og startet den socialøkonomiske virksomhed Social Foodies, der producerer og sælger is, chokolade, flødeboller og andre lækkerier. 
Oplægget bød på flere historier om de mennesker Thor har hjulpet gennem gennem Social Foodies både i Danmark og gennem de projekter, han har startet op i Afrika.
Thor understregede flere gange at forretningen er det vigtigste element i Social Foodies. Hvis ikke man kan tjene penge i en socialøkonomisk virksomhed, er der ikke noget til det sociale arbejde og til at skabe social effekt med.
Thor fortalte også om planerne for Social Foodies i fremtiden, som bl.a. i løbet af 2019 vil byde på flere Social Foodies butikker i Danmark. Senere er det også planen at gå internationalt med butikker i Paris, London mm..


Til arrangementet var der mulighed for at smage nogen af Social Foodies fantastisk populære produkter.

 

Se hele arrangementet på video her

 

Sociale iværksættereventyr med Thor Thorøe fra Social Foodies 9.3. 2018

Om Thor Thorøe
Thor Thorø er uddannet som akademiøkonom på Århus Købmandskole. I 2000 købte Thor en iskiosk på Nørregade i Aarhus, skiftede opskrifterne ud med italienske og udvidede i løbet af de efterfølgende år butikken til en kæde på 27 isbarer rundt om i Danmark. Navnet på kæden var Paradis.
I 2010 var han blevet så uenige med partner og bestyrelse om værdigrundlaget og retningen for Paradis og solgte derfor sin andel af virksomheden og flyttede til Afrika med sin familie. Her åbnede han en chokoladefabrik i Cape Town og sidenhen også et mejeri i Mozambique.
I 2012 var han klar med et nyt virksomhedskoncept og kunne åbne den første Social Foodies butik i Ordrup. I dag tæller virksomheden 7 butikker, hvoraf den ene ligger på Bruunsgade 60 i Aarhus.
Social Foodies vision er at være et bæredygtigt socialøkonomisk koncept, som hjælper socialt udsatte gennem relevante projekter både i Afrika og Danmark. Virksomheden uddanner mennesker inden for økologisk og bæredygtigt landbrug og miljø for at kunne sikre vækst og forbedret økonomi for alle parter. Gennem denne model kan Social Foodie skabe unikke kvalitets produkter til gode priser – og samtidig være til gavn for mennesker i Danmark og Afrika. 

Social Foodies er iøvrigt også en af de socialøkonomiske virksomheder, der helt konkret arbejder for at hjælpe med at indfri adskillige af FNs Verdensmål. I øjeblikket er Social Foodies ved at samle 1.0 mio. kr. ind til virksomhedens projekt i Kenya. Her vil virksomheden gerne udbygge sit samarbejde med bønderne fra nuværende 800 familier til 1.600 familier. Så for øjeblikket går min. 10% af salget fra Social Foodies butikker og Buisness to Business salget  til projektet. Så hver gang kunderne køber ind hos Social Foodies, er de indirekte med til at hjælpe bønderne i Kenya.


Social Foodies producerer og sælger økologisk is, chokolade, nødder, bagværk mm.. Produkterne er af høj kvalitet og fremstilles i butikkerne foran kunderne.

Læs mere om Social Foodies på: socialfoodies.dk

 

Sociale iværksætter eventyr
Sociale iværksætter eventyr er en række arrangementer, der sætter fokus på succesfulde soicale iværksættere. Det er iværksættere, som gennem deres socialøkonomiske virksomhed har formået at skabe afgørende social effekt for en målgruppe eller på et område i stor skala. 
Det er også enkeltpersoner, der har en spændende historie og masser af erfaringer fra deres iværksætterrejse, som de kan dele ud af til glæde for andre, der har lyst til at starte en socaialøkonomisk virksomhed.

 

 

Fotos fra arrangementet:

Sociale iværksættereventyr med Thor Thorøe fra Social Foodies d. 9.3. 2018

Sociale iværksættereventyr med Thor Thorøe fra Social Foodies d. 9.3. 2018

Social Foodies produkter: 

Social Fodies produkter

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981