Social Enterprise Programe 2014

 

Landsfinale i konkurrencen Social Enterprise Programme blev afholdt d. 15. maj 2014, hvor ti elevhold dystede i kampen om at blive kåret som holdet med den bedste iværksætteridé baseret på social snarere end finansiel succes. 

 

Det blev elever fra Herningsholm Gymnasium, der vandt konkurrencen med virksomhedsideen "Weploma".

 

De nyeste tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at antallet af unge iværksættere under 30 er fordoblet fra 2008 til 2012. Men de unge iværksætteres profil er også ved at ændre sig, for det handler ikke kun om at tjene penge for de ambitiøse unge – mange af dem har i lige så høj grad fokus på at skabe socialt ansvarlige virksomheder, og dermed fokus på social profil fremfor profit.


Den tendens blev understreget til landsfinalen i Social Enterprise Programme. Her vandt tre elever fra Herningsholm Gymnasium prisen med deres idé til virksomheden ”Weploma”. De tre drenges idé går ud på, at studenterhuer fremover skal være et bæredygtigt produkt. Derfor skal huerne produceres i Afrika, og overskuddet i Weploma skal doneres til afrikanske unge. På den måde bliver studenterhuen både et bevidst bæredygtigt valg, og samtidig støtter de danske studerende unge i Afrika, så de kan få en uddannelse.
Weploma er nu videre til den europæiske finale den 11. juni.

 

”Vi har ved dagens online finale set mange spændende idéer med stort potentiale. De unge har mange bæredygtige idéer, og de er meget bevidste om, at deres virksomhed skal skabe værdi for andre. Konkurrencen giver også eleverne mulighed for at se på deres omverden med helt andre øjne. De lærer at identificere sociale problemer og at skabe værdi for andre, med socialt entreprenørskab,” siger projektleder Mette Meulengracht Jensen fra Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise.

 

I dommerpanelet sad Birgitte Baht fra Props & Pearls og Per Bach fra Sociale Entreprenører i Danmark, og de var begejstrede for Weplomas idé: ”Det er et genialt koncept. Det er rigtig godt, at de både har tænkt på at skabe lokale afrikanske arbejdspladser og tænkt på at hjælpe unge afrikanere med ringe uddannelsesmuligheder. Det er en rigtig fin og ny idé at koble velstillede unges mulighed for uddannelse sammen med afrikanske børn ringere mulighed for uddannelse. En rigtig socialøkonomisk virksomhed!”

 

Om Social Enterprise Programme:
Konkurrencen afholdes af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise i samarbejde med Junior Achievement – Young Enterprise Europe. Social Enterprise Programme er en konkurrence om socialt entreprenørskab, hvor eleverne lærer at omsætte socialt orienterede idéer i praksis. Via forløbet idégenerer eleverne med det udgangspunkt, at de med deres gode idéer kan være med til at skabe et bedre samfund for nuværende og kommende generationer. 

 

For yderligere oplysninger: Projektleder, Mette Meulengracht Jensen, tlf. 65 45 24 67, e-mail: mettem@ffe-ye.dk

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981