Professionshøjskolen UCC tilbyder et nyt valgfag i ”Social innovation og entreprenørskab”

 

Professionshøjskolen UCC, der netop har netop meldt sig ind SED, tilbyder efter den seneste revision af pædagoguddannelsen et valgfag i ”Social innovation og entreprenørskab”. Valgfaget har i første omgang været udbudt på tre af UCC´s udbudssteder: Hillerød, Frøbel og Strandvejen.

 

På Frøbel er det lektorerne Bent Riisgaard (cand. scient pol. og master i evaluering) og Caroline Jacobsen (cand. merc. og master i sundhedsantropologi) som har planlagt de 12 uger som undervisningen samlet løber over. ”Vi har med modulet valgt at sætte fokus på nye måder at løse velfærdsopgaver på, og i særdeleshed nye måder som børn og brugere/borgere kan sikres deltagelse og medindflydelse på opgaveløsningen i både institutioner og skoler.

 

Vi har været heldige at kunne samarbejde med forskellige socialøkonomiske virksomheder med base i både ind- og udland, og vi har ydermere koblet os på forskellige projekter hvor kreativitet har været omdrejningspunktet. Kreativitet og nyskabelse koblet til nye samarbejdsformer og øget indflydelse og deltagelse for målgrupperne har været den gennemgående tråd i forløbet. Vi har også i samarbejde med Københavns erhvervshus og væksthus Hovedstaden introduceret de studerende til spillet ”Den sociale kabale”, som afsæt for ideer til nye (socialøkonomiske) virksomheder. ”

 

De to undervisere skal i 2016 igang med et udviklingsprojekt omkring internationalisering og social innovation. I en global verden er gode ideer grænseoverskridende og det er interessant at rette blikket mod andre typer af samfund og dermed andre institutionelle og professionelle løsninger. Håbet er at skaffe viden og kontakter nok i udlandet til at kunne tilrettelægge studierejser, hvor de studerende introduceres til projekter og engagerede aktører, som afsæt og inspiration til det arbejde med social innovation og entreprenørskab som foregår på uddannelsen. Skulle der opstå nye samarbejdsmuligheder på tværs af grænser vil det være en gevinst.

 

Yderligere information fås hos Caroline Jacobsen på email cj4@ucc.dk

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981