Nyt fra medlemmerne juni 2016: Præsentation af Fair Trade Butik Bazaren

 

Fair Trade Butik Bazaren åbnede i 1993 i Aarhus og har i dag landets største udvalg af Fair Trade-varer.

 

Det er en forening drevet i fællesskab af personlige medlemmer og butikkens stifter, U-landsforeningen Svalerne i Aarhus. Til daglig passes den af ansat personale i samarbejde med ca. 30 frivillige. Fair Trade Butik Bazaren følger de retningslinjer for Fair Trade, som er fastlagt af den internationale certificeringsordning WFTO (World Fair Trade Organization). Alle butikkens varer fra u-lande er Fair Trade-certificeret af WFTO, FLOI (Fairtrade Labelling Organizations International) eller for en mindre dels vedkommende Fair Trade-vurderet af os selv. Vi forhandler desuden verdensmusik fra Putumayo.

 

Vi lægger vægt på miljøvenlig produktion og transport. De fleste varer er lavet af naturmaterialer eller genbrugsmaterialer. Vi sælger bl.a. hængekøjer, keramik, kurve, dørmåtter, smykker, kort og økologisk kaffe.

 

Vi lægger stor vægt på, at Fair Trade ikke kun henvender sig til mennesker, der har råd til at købe dyrt og eksklusivt. Det er vores mission, at alle skal have råd til at købe Fair Trade-varer. Fair Trade sikrer producenterne en fair betaling og gode arbejdsvilkår, og jo flere varer, butikken sælger, desto mere køber vi fra producenterne.

 

Al overskud i Fair Trade Butik Bazaren går til at forbedre butikken og til at støtte opstarten af andre Fair Trade Butikker i Danmark. Vi anser ikke Fair Trade for at være bistandsarbejde, men som en anden måde at drive handel på.


Fair Trade Butik Bazaren
Guldsmedgade 8a, 8000 Aarhus C. Telefon: 86 12 97 01 www.fairtradebazaren.dk

 

Nyt fra Fair Trade Butik Bazaren: Nye kort fra Kick Trading, Kenya
Kortene fra Kick Trading er fremstillet af metalskrot på håndlavet papir af vandhyacint. Kisumu Innovation Centre Kenya (KICK) arbejder med bæredygtig udvikling i Lake Victoria-regionen i Kenya. Familieværksteder tilknyttet Kick Trading indsamler vandhyacint og diverse skrotmaterialer, som omdannes til møbler og anden brugskunst. KICK modtog i 2011 UNEPs SEED-pris (UNEP er FN’s Miljøprogram) for sit virke.

 

Vandhyacinten er et stort problem for fiskeriet på Lake Victoria (og flere andre steder i verden). Den spreder sig hastigst i lavvandsområder, når de tilføres gødningsstoffer fra marker og plantager. Indsamling og genbrug af affaldsmaterialer og vandhyacint giver både beskæftigelse, indtjening og et bedre miljø.

Kick blev etableret i 2005 og beskæftiger i dag 83 kunsthåndværkere – 56 mænd og 27 kvinder. 
Kick Trading er medlem af WFTO. www.kicktrading.org.

 

Kick Trading
’Simple’, blik & wire på vandhyacint-papir. 34 kr.

Kick Trading

’Complex’, blik og wire på vandhyacint-papir. 43 kr.

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981