Folkestyrets RugekasserFolkestyrets rugekasser

 

Folkestyrets Rugekasser er en ny bog, som sigter mod at styrke bevidstheden blandt de frivillige foreninger og forbunds ledere om det frivillige foreningsarbejdes og folkeoplysningsarbejdes betydning for demokrati og social sammenhængskraft. Bogen udkommer d. 11. juni 2014.

 

En styrkelse af denne bevidsthed er vigtig, fordi vi lever i en tid, hvor der er en tendens til, at foreningslivet snarere kommer til at handle om, hvad den enkelte kan få ud af det for sig selv, end den gavn, samfundsfællesskabet har af det.
Bogen vil levere argumenter, som lederne bl.a. vil kunne bruge i forhold til deres lokalsamfund og de lokale kommuner.

 

Bogen udgives af Aarhus Universitetsforlag, og er kommet i stand i et unikt samarbejde mellem flere danske universiteter og mange danske foreninger og paraplyorganisationer, bl.a. DGI, DUF, Danmarks Idrætsforening og Højskolerne.
Forfatterskaren spænder vidt, og består både af forskere, og ledere fra de mange partnerorganisationer. Kapitlerne er forholdsvist korte, og henvender sig både til foreningsledere og almindelige læsere med interesse i samfundsdebat.

 

Forlaget skriver om bogen:
Pokaler og pomfritter i sportshallen, sammenhold og snobrød i skoven, integration og ildhu i kulturhuse landet over: I Danmark har vi en lang tradition for folkelig oplysning gennem deltagelse i frivillige foreninger, og højskolebevægelsen, andelsbevægelsen, fagforeningerne, idrætsforeningerne og spejderkorpsene har været grundpiller i samfundet siden midten af 1800-tallet. Historisk har de været med til at skabe aktive medborgere og gensidig forståelse, solidaritet og tillid på tværs af sociale skel. Men er vi i dag måske mere til coffee to go, fitness og Facebook end til folkekøkkener, fodboldstævner og fællesskab?

 

Det diskuterer 21 forskere og foreningsrepræsentanter i Folkestyrets rugekasser. Frivillige foreninger og folkestyre. Forfatterne bevæger sig tilbage gennem foreningslivets historie, undersøger betydningen af frivillighed i dag og peger på, hvordan frivillige foreninger på nye præmisser og i andre former fortsat kan gavne det danske samfund.

 

Fakta
Redaktør: Michael Böss (leder af MatchPoints Seminar)
Forfattere: Bidrag af: Michael Böss, Johs. Nørregaard Frandsen, Ove Korsgaard, Michael Aagaard Seeberg, Bente Ryberg, Anne Hansen, Søren Møller, Niels Nygaard, Morten Flørnæss Kerrn-Jespersen, Agnethe Nordentoft, Rasmus Kolby Rahbek, Erik Nielsen, Lars Torpe, Gert Tinggaard Svendsen, Gunnar Lind Haase Svendsen, Bjarne Ibsen, Torben Fridberg, Lars Skov Henriksen, Thomas P. Boje og Hans- Peter Qvist.
Udgivelsesdato: 11.06.2014
Forlag: Aarhus Universitetsforlag
Bogen er en del af serien MatchPoints (5) og fagområderne Samfundsvidenskab, Sociologi og Kulturforskning.
Den er på 196 sider og kan købes hos Arnold Busck: Klik her!

 

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981