Finalister til Game Changers 2014


 

TV3 og Viasat opfordrer nu alle til at stemme på hvilke kandidater de ønsker skal deltage i finalen i Game Changers 2014
.

 

TV3 og Viasat indledte i foråret kampagnen Game Changers-2014 i samarbejde med non-profit organisationen Reach for Change. Formålet var at få sociale entreprenører til at indsende idéer, der kan gøre en forskel for danske børns trivsel i hverdagen.

 

Ud af 60 idéforslag er der nu valgt seks kandidater og fra d. 6. oktober og en måned frem kan alle interesserede afgive deres stemme på den idé, som de synes skal være med i finalen til årets Game Changers-2014. Der er seks kandidater, men finalen giver kun plads til fire, så de to projekter med færrest stemmer ryger ud. 


 

”Vi modtog i alt 60 idéforslag, og det er vi virkelig tilfredse med. Kvaliteten var høj blandt mange af projekterne, og derfor var det også svært at finde vores seks kandidater. Men det lykkedes, og de udvalgte kandidater og deres idéer lever alle op til de kriterier, vi har sat for at blive årets Game Changer. Spørgsmålet er nu, hvem der skal i finalen, og her har vi brug for hjælp. Derfor opfordrer vi alle interesserede til at gå ind og stemme på deres favorit,” siger adm. direktør for TV3, Kim Poder. 



 

De seks idéer, som kæmper om en plads i finalen, dækker bredt i forhold til en øget indsats for at forbedre danske børns trivsel.
Initiativet Fit for Kids handler om at give børn glæde og overskud gennem et varigt vægttab.
Ninja skolen ønsker at styrke børns selvværd og selvtillid gennem leg samt fysiske og mentale udfordringer.
The Back to Life Project vil støtte børn og unge i rehabilitering, så de går fra at føle sig og blive opfattet som et offer til igen at få et værdigt liv. STOPMOB vil give børn redskaber til flere positive tanker og følelser og en deraf afledt positiv adfærd, som har stor betydning for børnenes relation til omverdenen.
DitWerk ønsker at styrke børn og unges mod, evner og lyst til at gøre idéer til virkelighed.
Og Coding Pirates vil udvikle børn og unges kreative IT-evner. 



 

”Vores kandidater er visionære, passionerede og modige. Og idéerne kan virkelig flytte noget. De italesætter nogle vigtige samfundsmæssige udfordringer og byder på holdbare løsninger. Nu bliver det interessant at se, hvad den almene dansker lægger vægt på i vurderingen af, hvem der skal videre i finalen. Han eller hun vil nok i højere basere sit valg på en mavefornemmelse af, om projektets formål er interessant og nødvendigt. Og det er også virkelig vigtigt for os at vide,” siger landechef for Reach for Change i Danmark, Marie-Louise Köhl Harritso.



 

I midten af november skal de fire finalister fremlægge deres idé for henholdsvis en børnejury og en voksenjury. De to juryer bestemmer i fællesskab, hvem der bliver årets Game Changer.

 

Vinderen vil fra 2015 modtage 450.000 kr. årligt i op til tre år samt indgå i et intensivt rådgivningsforløb, der skal hjælpe den sociale entreprenør med at gøre sin idé til bæredygtig virksomhed. De resterende tre finalister får tilbud om rådgivning. 



 

Læs mere om de enkelte kandidater her 

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981