Café og netværksmøde for socialøkonomiske virksomheder og sociale iværksættere i København 



Tid: Tirsdag d. 12. maj 2015 kl. 17.00 - 19.00
Sted: Foreningshuset, Sundholmsvej 8, Sundholmen, 2300 København S

 

Sociale Entreprenører i Danmark afholdt Netværksmøde for socialøkonomiske virksomheder og sociale iværksættere i København d. 12. maj i Foreningshuset på Sundholmsvej i København. Oplægsholder på mødet var Lars Frohn, salgschef hos Touchdown Solution A/S.
Der var 9 deltagere.

 

Lars Frohn

 

Lars Frohn er en succesfuld forretningsmand, der har haft talent og held til at udvikle store og succesrige it-virksomheder. I dag hjælper han iværksættere til at komme i gang med deres forretningsideer, han vejleder bl.a. i forretningsudvikling, salg og skalering. Lars kommer ikke fra den socialøkonomiske non-profit-skole, men formår alligevel at forstå og give en super sparring på den dobbelte bundlinje - social og økonomisk - som socialøkonomiske virksomheder indebærer.

 

9 deltagere var dukket op med hver deres forretningside til netværksmødet i København, som blev afholdt på Sundholmen på Amager. Her holder den københavnske del af SED til i Frivillighuset på Sundholmsvej 8, hvor der er lækre lokaler og inspirerende omgivelser, med bl.a høns i haven.

 

Alle deltagere startede med at præsentere sig selv og deres forretningside - hvis de havde en med - og Lars fik dermed et godt indtryk af gruppen. Derefter fortalte Lars om sin baggrund og inviterede til en kort og underholdende tur igennem hans spændende karriere og frem til i dag, hvor han er i den heldige situation, at han ikke behøver at arbejde, men bruger det meste af sin tid på at rådgive iværksættere med en god ide.

 

Lars gav først et kortere oplæg, hvor han kom rundt om salg, skalering, samarbejdspartnere, synliggørelse og at fortælle en god historie. Han indledte med en historie om en stegepande, og hvor meget en kunde vil betale for den. Lars ridsede to situationer op: hvad vil du betale for stegepanden, hvis du ikke har brug for den, og hvad vil du betale for den, hvis du står fredag aften efter lukketid, du har inviteret gæster og det viser sig, at stegepanden, som skulle bruges til at stege bøffer på, er gået i stykker. Lars pointe er, at du “kun hører fra kunderne, når de har brug for dig, - og så vil de gerne betale for det”. Med andre ord gælder det om at have føling med kundernes behov, og være tilstede, når kunderne har brug for dit produkt.

 

Lars fortalte også, at du skal være god til at fortælle dit produkts historie, og hvis du søger samarbejdspartnere, så skal du kunne fortælle, hvad din virksomhed eller produkt kan tilføre dine partnere. Salg handler altid om at fortælle, hvad du kan gøre for andre.

 

Lars’ forretningstalent tager bl.a. udgangspunkt i de klassiske salgsanalytiske værktøjer som EFU- og AIDA-modellerne: EFU-modellen bruges til at analysere, hvilke bevæggrunde din kunde har for at betale for dine produkter eller ydelser: E - Egenskab (fakta på varen, varedeklaration) F - Fordel (hvilke fordele giver ydelsen eller produktet kunden?) U - Udbytte (hvilken personlig nytteværdi får kunden af købet?)

 

AIDA-modellen beskriver den rækkefølge, man skal præsentere tingene i for at få et budskab til at blive modtaget, som det var tiltænkt.
A - Awareness (du skal gøre opmærksom på sit produkt eller virksomhed)
I - Identification (man får lyst til at være med i det her)
D - Desire (man vil have det)
A - Acceptance (man køber produktet)

Lars gennemgik de to modeller og opfordrede deltagerne til at køre deres forretningside igennem hver model, for at blive mere skarpe på sit produkt, og hvordan man skal sælge det.
Gennem hele mødet tog Lars udgangspunkt i alle deltagernes forretningsideer, og gav suveræn sparring til alle. Og efter 2 timer var hver og en deltager blevet inspireret, havde fået vendt sin ide og fået svar på alle spørgsmål. Hvad enten man havde en konkret forretningside med eller ej, var det en meget lærerig og inspirerende aften i forretningsudviklingens tegn.
Tusinde tak til Lars Frohn!

 

(Referat Lya Moestrup)

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981