Byens Højskole åbner i Odense

 

26.01.2018

 

Byens Højskole er en bæredygtig socialøkonomisk højskole i Odense med fokus på mad- og livsglæde og det samfund, vi sammen skaber og deltager i. Byens Højskole åbner i april 2018 og vil tilbyde en bred vifte af arrangementer, events og kurser forskellige steder i Odense.

Byens Højskole

Der er brug for vi skaber nye rammer for fællesskaber og bæredygtige muligheder. Byens Højskole åbner i april 2018 og vil tilbyde en bred vifte af arrangementer, events og kurser forskellige steder i Odense. Omdrejningspunktet er at inspirere og invitere til meningsfulde fællesskaber og give deltagerne bæredygtige færdigheder.

 

Forstander for Byens Højskole, Claus Brandstrup, siger: ”Vi lever i en tid, hvor retorikken meget er ”dem og os”. I Byens Højskole ønsker vi at bygge bro og invitere til at ”vi” bliver det vi siger om vores samfund. Samtidig er der ingen tvivl om, at vi har en væsentlig opgave i at invitere alle borgere med i samfundets muligheder og at vi skal leve mere bæredygtigt for at sikre fremtiden.”

 

Byens Højskole etablerer sig som en folkeoplysende, demokratisk forening og organisation med Claus Brandstrup som forstander.
”Jeg har altid været optaget af at yde mit bidrag til min nære verden og det samfund jeg er en del af. Samfundet er ikke alle de andre, plejer jeg at sige, det er os alle. Jeg vil gerne bidrage med at skabe rammer og sætte scenen til livsglæde, oplysning og engagement. I Byens Højskole vil alle arrangementer og kurser emme af højskole og glæde. Netop højskolen an nemlig det: skabe rammer for meningsfuldhed med højt til loftet samtidig med at vi som deltagere bliver klogere på os selv, vores færdigheder og den verden vi lever i. ”

 

Byens Højskoles vision er etablere et bæredygtigt hus i Odense. I opstartsfasen vil Byens Højskole tilbyde arrangementer og kurser rundt omkring i byen – både inde og ude.

 

”Vi vil bruge byens muligheder. Odense har masser af spændende steder, hvor der kan holdes arrangementer. Det er egentlig kun fantasien, der sætter begrænsning. Man vil se, at Byens Højskole er synlig mange steder i byens rum og vi oplever stor interesse for at samarbejde med os. ” siger Claus Brandstrup og fortsætter: ”Visionen er at etablere os i et bæredygtigt byggeri i Odense. Et eksemplarisk byggeri, hvor bæredygtighed kan ses i materialer, indretning, rum og i det, vi taler om og gør sammen. Det kunne være fantastisk hvis i Odense kunne invitere indenfor i et sådant hus. Det er visionen og drømmen. Indtil vi kan realisere dette, popper vi op rundt omkring i Odense og omegn med Byens Højskole.”

 

Verden har brug for os
FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig verden er centralt i Byens Højskoles aktiviteter. Verdensmålene skal hele verden bidrage til at indfri og det er FNs ambition, at vi skal løfte den opgave inden 2030.

 

”At vi har valgt netop Odense som base for Byens Højskole helt bevidst. Vi ønsker at yde vores bidrag til Odense Kommunes arbejde med at løfte verdensmålene om en mere bæredygtig verden. Det er en vigtig opgave vi har lige nu og her, og som vi må rykke sammen om at løfte. For at verdensmålene bliver vedkommende for os alle må de omsættes til konkrete handlinger og aktiviteter i vores hverdagsliv. Det vil man kunne se i de mange muligheder, vi præsenterer og sætter scenen til. Derudover har Odense ikke en højskole og det skal Danmarks tredjestørste by da have”, mener Claus Brandstrup. ”Odense er en uddannelsesby i vækst. Det er en by, der er optaget af udvikling og så er vi på Fyn. Det er et mekka for fødevarer, kreativitet og innovation. Det vil Byens Højskole gerne bidrage til og være en del af. ”

 

”Vi vil gerne inspirere til bæredygtighed bredt forstået. Det gælder i maden, måltidet og i livet som sådan. Viften af arrangementer vil være bred og indeholde både kurser i madlavning, bagning, kreative fag, musik, dans og musik. Vi vil invitere til samtalesaloner, folkekøkken og fællesspisning, sangaftener, walk &talks og meget, meget mere for børn, unge, voksne og ældre. ” Målet er at bygge bro, give færdigheder og invitere til fællesskab.”

 

Alle er inviteret med
Claus Brandstrup arbejder i disse uger på højtryk for at sammensætte programmet for 2018. ”Vi regner med at kunne præsentere programmet for april-juli i starten af februar måned. Åbningsugen er planlagt til at være 9. – 15. april og jeg glæder mig endog rigtig meget til at løfte sløret for både åbningsarrangementerne og resten af programmet. Det bliver så spændende og jeg er meget taknemmelig for at så mange byder ind med forslag om aktiviteter .”

 

Udover at sammensætte program arbejdes der også med at udvikle projekter og pædagogisk metode for længere kursusforløb:
”Det er en ambition at vi i Byens Højskole også vil tilbyde borgere længere forløb, der styrker den enkeltes liv. Vi udvikler projekter, hvor vi inviterer de borgere, der er på kanten af arbejdsmarkedet og uddannelse tættere på. Det er bæredygtig livsduelighed. Der er et stort behov for, at vi inviterer alle vore medborgere med til bords og i Byens Højskole vil vi skabe muligheder for alle.” Claus Brandstrup slutter af med at sige: ”Der er ingen tvivl om, at vi skal forvalte vores liv og samfund anderledes for at sikre både nutidens og fremtidens generationer en bedre og mere hel verden at være en del af. Byens Højskole inviterer alle til at være med. Vi sætter scenen med glæde, faglighed og engagement.”

 

Fakta:
Claus Brandstrup, 51 år, bosat i Odense, har i cirka 25 år arbejdet med uddannelse, ledelse, kultur og dannelse. Tidligere højskolemedarbejder, forstander, underviser, mellemleder og kommunal chef. Har været udstationeret i to omgange for Danske Sømands- og Udlandskirker (London og Singapore) og kommer senest fra en stilling som uddannelses- og udviklingschef på Social- og Sundhedsskolen Fyn. Uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed. Systemisk lederuddannelse. Klummeskribent i Fyns Amts Avis, samtalesalonvært, forfatter af faglitteratur, udviklingskonsulent. 

 

Kontakt info: Claus Brandstrup forstander@byenshojskole.dk +45 53 36 99 11 www.byenshojskole.dk

Sociale Entreprenører i Danmark (SED)| Tlf. 40 11 86 40 | Email: mail@socialeentreprenorer.dk | CVR-nr. 34147981